lørdag den 24. november 2012

Circuito Mágico del Agua!

Lima har en attraktion, som alle børn næsten med garanti, vil være vilde med. En park af springvand, af alle typer, med farver og musik.

Det perfekte tidspunkt at ankomme på med børn er efter min mening sidst på eftermiddagen. Her kan man få et første indtryk af parken i dagslys, børnene kan løbe og beundre de store smukke springvand, og flere steder kan man komme så dejligt nær, at det er næste umuligt, ikke at blive bare lidt våd;-)

Når skumringstiden indfinder sig, så ændre parken fuldstændig karakter. Nu tændes lys i springvandene og forskellige musikstykker spilles nu, og vandet bevæger sig i takt med musikken eller er blot et behageligt supplement til de smukke scenerier.

Der er i hvert fald 2 steder, hvor man kan "lege" i springvandet. Et sted, hvor springvandet danner en tunnel, som man kan gå igennem, - et andet sted, hvor cirkler af vand er placeret, så man kan bevæge sig længere og længere ind over ringene. Nye veje i labyrinten indtil centrum åbner sig, andre lukkes. Vandet slukker og tænder i forskellige zoner. Her er det svært ikke at blive våd, hvis man vil lege med, så husk lige skiftetøj eller den lette regnponcho fra vandring på Inkastien:-)


 

Der er offentlige toiletter flere steder i parken, - der kan også købes mad og drikke, men det er nok ikke helt dumt, selv at have lidt med til de helt små.